Spillet om en lufthavn - Gardermoen

Norges Gardermoen Lufthavn er Europas mest moderne, men samtidig en af de mest kontroversielle. Sjældent har beslutningen om et anlægsprojekt været udsat for så omfattende beskyldninger om korruption, magtmisbrug og mord, som det er tilfældet for den nu syv år gamle lufthavn. Spillet bag det norske Stortings beslutning om placeringen af Norges nye stolthed er blevet forsøgt endevendt i bøger, TV-udsendelser, avisartikler, regeringsudvalg, offentlige høringer og en granskningskommision. Et spil, der kulminerede med, at Stortinget omgjorde sin egen beslutning, og dermed tilfredsstillede en lang række indflydelsesrige virksomheder og institutioner i såvel den offentlig og militære sektor som i den private sektor. Først skulle lufthavnen ligge i Hurum. Fire år senere blev den beslutning overtrumfet af en ny, der pegede på Gardermoen. Et valg, som mange siden har undret sig over, og som – i hvert fald en enkelt dag tilbage i 1998 – havde voldsomme konsekvenser for hundredevis af flypassagerer og fem luftfartsselskaber.

Og netop den flyvesikkerheds-mæssige betydning af placeringen på Gardermoen samt det demokratisk betænkelige i processen er den direkte anledning til, at vi har valgt at afsætte lidt spalteplads her på siden til at omtale sagen. I demokratiets og transportsikkerhedens tjeneste.

Spillet om Gardermoen Lufthavn begynder for alvor i 1980’erne, og vi har valgt at kalde Gardermoen for:

Et flyvesikkerhedsmæssigt, demokratisk og økologisk fallitbo

Nordmændende havde i flere årtier været mere eller mindre til grin i det meste af verden på grund af sine lufthavne. De to, der fungerede som internationale lufthavne, nemlig Fornebu og Gardermoen blev kaldt henholdsvis en ”landingsplads med cafeteria-tilladelse” og en ”hangar med en kaffebar i den ene ende”. I sig selv vældigt underholdende – blot ikke, hvis man var nordmand.

Dertil kom, at Gardermoen lå et godt stykke nord-øst for den norske hovedstad Oslo. Fornebu lå ganske vist centralt, men til gengæld næsten for centralt, nemlig lige i midten af Oslo. Oven i købet med Norges dyreste villaer placeret lige under indflyvningen og den støj, der dertil hører.

Noget måtte gøres, og efter nogle års konkrete undersøgelser af mulige placeringer for en kommende international stor-lufthavn faldt valget på Hurum. Placeringen syntes idéel: Syd-vest for centrum af Oslo, hvorfra de fleste passagerer i øvrigt kom. Det betød, at langt størstedelen af den internationale trafik til lufthavnen ikke behøvede at flyve over centrum, før de kunne lande. Omkring Fornebu fløj al trafikken henover centrum enten ved start eller landing. Hurum lå også bedre i forhold til motorvejs- og jernbanenettet end Gardermoen, og endelig var her ikke nogen lufthavn i forvejen. Dermed ville Norge rent faktisk få endnu en lufthavn med de enorme investeringer, der under alle omstændigheder skulle til, og ikke blot en udbyggelse af et eksisterende anlæg.

Alligevel var det en upopulær beslutning i regeringspartiet, Socialdemokraterne og hos dets leder, statsminister Gro Harlem Brundtland. Kun en gruppe illoyale partisoldater, der brød den socialdemokratiske partidisciplinen, sikrede et flertal for Hurum frem for Gardermoen. Og ifølge mange af de norske journalister, som har fulgt sagen tæt gennem flere år, var der stærke kræfter på spil, som forsøgte at få politikerne til at beslutte sig for Gardermoen. Og sådan endte det også. Den 8. oktober 1992, godt fire år efter Stortingets beslutning om at placere den nye lufthavn i Hurum, omstødte tinget sin egen beslutning og valgte i stedet at udbygge lufthavnen på Gardermoen. Dermed blev en række af de førnævnte stærke kræfter tilgodeset.

Blandt disse kræfter er, ifølge journalist Ebbe Odding, som blandt andet står bag to dokumentar-udsendelser og en bog om lufthavnen, den norske telesektor og det norske militær. Begge havde brug for og fordel af en forbedring af infrastrukturen i retning fra Oslo til Gardermoen, og hvis Stortinget skulle beslutte at placere den internationale lufthavn her, så ville det påhvile den norske stat at foretage de nødvendige investeringer. Det ville eksempelvis omfatte en ny jernbane, bredbånd osv. Odding hævder eksempelvis i sin bog ”Gardermoen, et nationalt bedrageri”, at flere norske teleselskaber, som var udenlandsk ejede, truede med at flytte deres investeringer i eksempelvis udvikling og forskning ud af Norge, medmindre politikerne traf den rigtige beslutning. En beslutning, der altså ville medføre store ekstra omkostninger for den norske stat og en tilsvarende besparelse for disse selskaber.

Ifølge Odding og andre var det kræfter som disse, der i løbet af fire år fik drejet holdningen til placeringen af den nye lufthavn fra Hurum til Gardermoen. I løbet af de fire år dukkede blandt andet en senere stærkt kritiseret meteorologisk rapport op – bestilt af Stortinget. Rapporten indeholdt en såkaldt sigtbarhedsvurdering, som kort fortalt sagde, at Hurum faktisk var helt uegnet til at huse en lufthavn, fordi det kun ville kunne lade sig gøre af lette og lande knap 80 pct. af tiden i perioden januar til april på grund af problematiske vejrforhold. Dette kaldes også for en 80 pct. regularitet.

Men ifølge den tidligere leder af fly-vejrtjenesten ved norsk meteorologisk institut, Åsmund Rabbe, så er det helt hen i vejret. I Ebbe Oddings tidligere omtalte bog, siger Rabbe: ”Så dårlige sigtbarheds-forhold findes slet ikke i Norge – eller i andre lande.” Selv med de dårligste forhold ligger regulariteten i en hvilken som helst lufthavn på mellem 97 og 99 pct.

Både Åsmund Rabbe og ingeniør Jan Frederik Wiborg, der var konsulent i sådanne undersøgelser, sagde åbenlyst, at der måtte være blevet fusket med tallene i undersøgelserne af vejrforholdene på Hurum. Både Rabbe og Wiborg led efter disse kontroversielle udtalelser hver deres kranke skæbne. Den ene mistede sit job – den anden sit liv.

Værst gik det ud over Wiborg, der i 1994 faldt nøgen ud af et hotelvindue i København. Dødsfaldet blev kaldt et selvmord, og så var den efterforskning lukket. Det var den dog ikke i de norske medier, der kaldte Wiborg for et ”flygplassoffer” – et lufthavns-offer. Den norske avis Dagbladet skrev ligefrem den 6. november 1999:

”Amerikanerne har sitt Kennedy-mord. Svenskerne sitt Palme-drap. Vi har Gardermoen.”

Åsmund Rabbe fik mundkurv på og blev efterfølgende tvunget til at tage sin afsked. Han åbnede dog munden igen i begyndelsen af 2000, godt et år efter indvielsen af Norges nye internationale lufthavn på Gardermoen, da det norske Stortings Kontroll- og Konstitusjonskomite afholdt en række åbne høringer. Der var tale om en hel uges TV- og radio-transmitterede afhøringer af deltagerne i magt-spillet omkring storlufthavnen. Debatten, efter at Hurum var blevet ”bortdømt” på grund af tvivlsomme sigtbarhedsmålinger, var blevet beskrevet som en politiske beslutningsproces af hidtil uset skandalebefængt omfang i en mængde avisartikler samt:

To TV-dokumentarer og to bøger alle stærkt kritiske, men også én ”jublende” nemlig:

Dag Bredals: ”Porten til Norge” (ISBN 82-512-1719-7) fra 1. Juli 1998

De kritiske:
Bakken, Holtet og Lunders: ”Magt, på Liv og Død” (ISBN 82-7094-980-9) fra 5. Sep. 1998

Ebbe Odding, NRK-TV: ”The decision is Gardermoen” fra 24. Sep.1998

Ebbe Odding, ”Brennpunkt” NRK-TV dokumentar: ”Et beleiligt dødsfall” fra efteråret 1998

Ebbe Odding: ” Gardermoen, et nationalt bedrageri” (ISBN 82-7201-283-9) fra 31. Dec. 1999

Disse var alle offentliggjorte før de åbne høringer. Henvisningerne til et dødsfald, gælder den norske ingeniør Jan Frederik Wiborg.

Tidligere luftkaptajn i SAS og stifter af denne hjemmeside, Oluf Husted, oplevede kort fortalt høringerne fra den 31. januar til 4. februar 2000 således:

”Samtlige vidneudsagn, bestod af velforberedte bortforklaringer med tidligere (tvangspensioneret) chef-meteorolog Åsmund Rabbe som den glædelige undtagelse. Rabbe blev dog støttet af Operativ direktør i Braathens Airline, Svein Solberg, der ligesom Rabbe gav klart udtryk for, at Hurum ville have været ”tilstrekkeligt tilgjengelig”.

Oluf Husted forklarer videre:

”Vi, der kritiserer valget af Gardermoen, påstår, at der foruden vejrstatestikken blev ”fiflet” med de geologiske undersøgelser. Efter vedtagelsen af at placere den nye lufthavn på Gardermoen i stedet for Hurum, opdagede man pludselig, at der var kviksand i undergrunden der, hvor den nye hovedbane skulle anlægges. Dermed blev det – pludselig – nødvendigt at lægge den nye hovedbane øst for den gamle på Gardermoen. Dette var imidlertid mildt sagt uheldigt, idet Norges største ferskvandsreservoir befinder sig i undergrunden. Det medfører, at man ikke kan bruge de kemikalier, der sædvanligvis bruges for at holde taxi-, start- og landingsbaner isfri.”

Og netop det, at man dermed ikke kunne afise banerne ordentligt, fik voldsomme konsekvenser blot to måneder efter åbningen af lufthavnen den 8. oktober 1998.

Den 14. december 1998 skete den største samling af havarier og alvorlige hændelser i luftfartens historie netop på Gardermoen lufthavn. Mindst 20 flymotorer fra fem forskellige luftfartsselskaber blev smadret af is. Ingen af piloterne på de mange fly havde udført de motoropvarmninger – engine run-ups – som vejrforholdene den pågældende dag ellers krævede for at holde motorerne fri for is. Og det var der om ikke andet i hvert fald én god grund til: Banerne var nemlig alt for glatte! Hvis motorerne var blevet kørt op i omdrejningerne, mens flyene holdt på jorden, ville de simpelthen være gledet banerne eller ind i forankørende fly. Alternativet – og resultatet – blev, at flyene lettede med is i motorerne. Isen blev suget ind i motorerne og smadrede dem med adskillige nødlandinger og million-omkostninger til følge. (Læs mere om motorhavarierne på Gardermoen i artiklen ”Historien om engine anti-ice”)

Noget lignende skete i øvrigt i Denver Airport, Colorado, den 31. oktober 2002 og det har blandt andet affødt et seminar i Norge om problemet – især det mærkelige fænomen, at det oftest er den højre motorer, der bliver smadret af is. Et fænomen, som vi også på whistleblowers.dk, er i færd med at se nærmere på.

Efter den første katastrofale vinter på Gardermoen bruger man nu de miljøgiftige kemikalier til trods for det store ferskvandsreservoir i undergrunden. Dog holdes der øje med grundvandstilstanden. Gardermoen havde vist sig, at have haft ”frysendende nedbør” – altså isslag, som det var tilfældet den 14. december 1998, ca. tre gange om måneden i vinter-halvåret siden 1950’erne.

Tilbage til de åbne høringer i januar/februar 2000. En stor del af Stortingets medlemmer var så utilfredse med udfaldet af høringerne, der virkede orkestrerede og ufylddestgørende, at der efterfølgende blev vedtaget en lov:

2000-06-16 nr. 42 om en ”Granskningskommisjon” ledet af: Prof. Eivind Smidt. Oslo Universitet.

Oluf Husted havde været stærkt engageret i processen omkring den nye lufthavn og blev derfor også afhørt af Henning Harborg og Eivind Smidt som et led i granskningskommissionens arbejde. Det skete den 14. og 15. August 2000 i to én time lange seancer: ”Jeg fortalte om mit syn på valget og anvendeligheden af Gardermoen og især om tidlige flyvechef hos SAS og medlem af ”Hafnor-udvalget”, Viggo Løfsgaards rolle i hele spillet om Gardermoen,” fortæller Oluf Husted.

Hafnor-udvalget blev nedsat til at granske de undersøgelser, som erklærede Hurum uegnet til at huse en lufthavn. Dette skete som nævnt efter, at Stortinget ellers havde besluttet at placere den nye internationale lufthavn her. Ifølge Ebbe Odding var udvalget dog en håndplukket samling tro væbnere, der reelt blot skulle blåstemple de forvanskede meteorologiske målinger.

Løfsgaard blev i øvrigt senere direktør for Luftsfartsinspeksjonen under Luftsfartsverket og er nu senior-rådgiver sammesteds.

”Det handlede især om Løfsgaards kendskab til SAS´s anmodninger om bedre motorafisningsprocedurer fra fabrikanterne i perioden 1989-1990. Anmodningerne var en konsekvens af ekstraordinært store udgifter til nye titaniuns-fanblade på DC-9 & MD-80, fordi mange blev smadret af is. Løfsgaard måtte altså vide, at en lokalitet som Gardermoen med megen ”frysende nedbør” – isslag, og samtidig de glatteste ”taxi-baner” i Norge, fordi de ikke måtte afises med kemikalier, var en farlig cocktail”

Oluf Husteds rolle er registreret i granskningkommisionens rapport af 4. april 2001:
Dokument #18 (2000-2001) side 256.
Hovedkonklutionerne kan læses på: www.stortinget.no

Umiddelbart før offentliggørelsen af granskningskommisionens rapport udkom endnu en bog om magtspillet i lufthavns-sagen:

Ronald Bye og Finn Sjue: ”Post Festum Gardermoen” (ISBN: 82-7147-212-7) 28. feb. 2001

Foromtalen af Bye og Sjues bog lovede nye afsløringer af magtspillet omkring Gardermoen, men viste sig at være en afdramatiserende dokumentsamling.

Dagen efter udgivelsen af bogen afleverede professor Eivind Smidt konklusionerne i sin granskningsrapport til Stortinget. Og ligesom bogen rummer rapporten stort set ingen kritik af processen omkring valget af Gardermoen som placering for Norges nye stor-lufthavn, men slår fast, at medieverdenen har bidraget:

”Til at skabe eller ukritisk formidle et indtryk av illigitime metoder m.v. i flypladssagen, som der ikke er sagligt grundlag for.”

Dette ligner til forveksling den arrogance, som SAS ved flere lejligheder har udvist over for pressen. Eksempelvis i SAS´ årsberetning 2001 (side 108), hvor der står:
”I 2001 var SAS genstand for intensiv mediebevågenhed i Scandinavian. Omtalen drejede sig primært om mistanker om tilsidesættelse af sikkerhedsarbejdet. Oplysningerne savnede ethvert grundlag.”

Man kunne få den tanke, at der ligefrem findes en skabelon for at imødegå kritik:

”Træk sagen i langdrag, dyng klagerne til med papirer og giv pressen skylden for sjusk”

Udvalgte facts om
Gardermoen International Airport, Oslo:

 Stortinget havde først vedtaget en ”Hurum-løsning”

8. Juni 1988 

 Stortinget omgjorde dette og vedtog Gardermoen

 8. Oktober 1992

 ”Europas mest moderne lufthavn” indvies.
Beliggende ca. 60 km. nordøst for Oslos centrum.

 8. Oktober 1998

 Pris inkl. jernbanen ca.:

 32 mia. Nkr

 Luftfartshistoriens største antal motorhavarier grundet is
(mindst 20, hos fem Airlines)

 14. Dec. 1998


 

Scandinavian Star-skandalen

Pårørende og overlevende fra Scandinavian Star-katastrofen, der kostede 159 mennesker livet, har i 20 år med Mike Axdal i spidsen kæmpet for at få katastrofen undersøgt til bunds. Nu sker det. Følg sagen her

Er det giftigt at flyve?

Som flypassager og besætnings-medlem risikerer du at blive udsat for giftige gasser og luft-arter. Det ønsker hverken luft-fartsselskaber eller myndigheder at fortælle dig om. Det gør vi:
Aerotoxic Assosiation
Toxic Airlines
Toxic Free Airlines

Whistleblowing i luftfart

"SAS Skandal Airlines" handler om whistleblowing og meldesystemer i luftfart. Bacheloropgaven er skrevet af Nele Sienknecht på Hochschule für Angewandte Wissenschaften Hamburg. Læs mere og download her.

whistleblowers.dk i DR's P1

Hør grundlæggerne af denne hjemmeside argumentere for, at whistleblowers er den femte statsmagt. Én times lærerig radio om whistleblowers. Læs og hør her

 
 
Untitled Document
Total Visitors: 8319
Whistleblowers • Telefon (+45) 58 54 51 77 • info@whistleblowers.dk